Alle nyheder fra KFUMs Soldatermission
20/06/11 - Jette og Kurt Nielsen er nyt lederpar i BorrisGennem snart seks år har Jette og Kurt Nielsen været daglige ledere på Luthersk Missions lejr- og kursuscenter i Virksund, så de er vant til at holde mange bolde i luften, bestyre et storkøkken og sørge for at gæsterne befinder sig godt. Opgaverne i Borris minder på mange måder om deres tidligere arbejdsopgaver, og da Kurt har været med i støttekredsen som soldaterven siden han selv var værnepligtig, lå det til højrebenet at søge den ledige stilling i Borris. ”Vi tror, det er meget vigtigt, at vi bare er dem, vi er”, forklarer ægteparret om opgave med at skabe hjem. Jette har tidligere arbejdet i et par større køkkener og været hjemmegående ved deres tre børn, hvilket giver noget erfaring med både mad og at etablere hjemlige rammer. Kurt har arbejdet som telefontekniker gennem mange år, og er derved udstyret med et praktisk håndelag, som fremover bliver foldet ud på KFUMs Soldaterhjem. Hjemmet har til formål at drive folkekirkelig mission for soldaterne. ”Vi tror, at troen på Gud afspejler sig meget i det liv, vi lever”, mener Kurt.
Har snuset til opgaven
Tidligere på året har ægteparret prøvet kræfter med opgaven som soldaterhjemsledere på KFUMs Soldaterhjem i Skive, hvor der manglede et lederpar i et par måneder. Her påtog Jette og Kurt sig opgaven med at passe soldaterhjemmet sammen med andre medarbejdere og frivillige. ”Vi var rigtig glade for de 2 måneder. Vi blev meget overrasket over den måde, de danske soldater er på. Soldaterne er altid så venlige og høflige, når de besøger soldaterhjemmet”, beretter de kommende soldaterhjemsledere i Borris, der er gift på 28. år. På KFUMs Soldaterhjem forkyndes det kristne evangelium om Jesus Kristus i både ord og gerning: At skabe et hjem for soldaterne og være til praktisk tjeneste er forkyndelsen i gerninger, mens forkyndelsen i ord kommer til udtryk ved samtaler og i forbindelse med den daglige aftensang.
Mission er at sprede glæde og tryghed
Jette og Kurt Nielsen er glade for, at de som soldaterhjemsledere kan nå en ny gruppe med det kristne budskab. ”I Skive gjorde det virkelig et stort indtryk på os, når soldaterne sang med og lyttede til det, der blev sagt under andagterne. Her er virkelig muligheder for at fortælle verdens bedste budskab: At Jesus gav sit liv for os alle”, fortæller ægteparret. De har deres åndelige ståsted i Luthersk Mission, som står stærkt på egnen. ”Vi vil gerne være med til at sprede glæde og tryghed på soldaterhjemmet. Ved andagterne er det vigtigt for os at være ærlige og troværdige samtidig med, at vi siger noget soldaterne kan forholde sig til. Vi bruger sommetider et lille billede eller en oplevelse fra vores egen hverdag, fordi vi har erfaret, at det kan være med til at sige noget om at være og leve som en kristen”. Samtidig udtrykker de kommende ledere et beskedent ønske om at Gud må bruge dem som redskaber. Samtidig kan man fornemme, at ønsket er stort for de to personligt.
Årsmøde til Borris
Sidst i september holder KFUMs Soldatermission årsmøde i Borris, hvilket er første gang i KFUMs Soldatermissions historie. Til årsmødet forventes omkring 300 soldatervenner fra hele landet, der er bagland for den folkekirkelige organisation, at deltage i årsmødet i Borris. Soldaterhjemslederne har i den forbindelse en vigtig rolle med koordinering, så der venter de nye soldaterhjemsledere en særlig udfordring allerede efter få måneder på posten. De kommende par måneder skal dog bruges på at finde tilrette med de daglige gøremål med at betjene soldaterne i Borrrislejren.
Om KFUMs Soldaterhjem i Borrislejren:
KFUMs Soldaterhjem i Borrislejren har ca. 40.000 ekspeditioner (besøgende) årligt og omkring 250 ture med kantinevognen ud i terrænet. Foruden lederparret er der to volontørstillinger. Borrislejren er en skydelejr, hvor soldaterne kun opholder sig få dage af gangen.
KFUMs Soldaterhjem i Borrislejren drives af KFUMs Soldatermission, der også driver 13 andre soldaterhjem og et orlogshjem i Danmark samt 2 soldaterhjem i Afghanistan og et soldaterhjem i Libanon. På KFUMs Soldaterhjem bydes alle velkommen uanset køn, alder, militær rang, etnisk oprindelse eller religiøs overbevisning. KFUMs Soldatermission arbejder blandt forsvarets tjenestegørende personel ved forkyndelse af det kristne budskab og praktisk tjeneste i eller uden for Danmark. KFUMs Soldatermission arbejder på folkekirkens grundlag.
Tilbage ...




