29.01.2018 13:51 Alder: 198 days
Kategori: Irak
Af: Amalie og Hanna

Kombination af brætspil og rengøring

Nyhedsbrev fra Amalie og Hanna, der snart rejser hjem efter seks måneder som ledere af KFUMs Soldaterhjem i Irak.

Den søde juletid

Juletiden bragte rigeligt med godt med sig her til Kuffen i Irak. Vi væltede os i julemad og godter tilsendt fra Danmark. Der var så stort et overskud af mad, at vi kunne invitere til mad her på Kuffen Nytårsaften, spise rester til flere omgange af brunch om søndagen og sågar fejre bag(h)jul den 24. januar med glögg og æbleskiver. Vi råder stadig over et større lager af glögg og juleslik, som vi efterlader til nye hold soldater.

 

Juleaften blev fejret i et stort telt, hvor mekanikerne holder til. Vi fik lov til at dele flere pakker ud denne aften, da vi var præmiepiger for dem, som fandt den hele mandel i ris a la manden. Derudover skulle dagens vinder af den pakkekalender, som vi fik tilsendt af Soldatermissionens Unge, findes. Desværre forvekslede Amalie en soldat med en anden og måtte derfor trække en gave tilbage til stor ærgrelse fra den potentielle modtager og høj latter fra de resterende 148 soldater. Heldigvis havde vi en mandelgave i overskud, da mandel nummer 12 aldrig blev fundet, så helt forgæves var det ikke. Alle soldater blev sidst på aftenen linet op i en kolonne. Vi brølede sammen ”Nu det jul igen” alt imens, vi valsede rundt på basen til stor morskab. Det var et dejligt syn. 

 

Vi inviterede efterfølgende til julehygge på Kuffen, hvor en stor del drog med. Flere spillede brætspil og pakkede gaver op sammen. Vi tog initiativ til at danse om juletræet, hvilket sprogofficererne især takkede ja til. Vi fandt feltsalmebogen frem og sang julesalmer. Heldigvis kunne en af sprogofficererne melodierne til dem alle, det hjalp kun til, at han også sang højlydt med, hvilket vi egentlig havde erfaret på forhånd til vores luciaoptog hos Jægerne. Det var uden tvivl et højdepunkt på aftenen. Det, at vi en mindre flok kunne synge og danse omkring et ægte dansk juletræ, som Amalie havde krejlet sig til af Jægerne for 4 poser glöggmix. Juletræet var smukt pyntet med soldaternes flettede julestjerner, hvilket vi efter dansen sad og betragtede. Vi snakkede om juletraditioner, hvilket resulterede i, at Hanna læste Juleevangeliet op. Det var rart at blive mindet om Julens budskab. Ingen tvivl om, at vi sammen oplevede et dejligt fællesskab Juleaften, på trods af uvante rammer og stor afstand til familien og diverse juletraditioner.

 

Hopper ind i det nye år

Nytårsaften tilbragte vi her på Kuffen, hvis terrasse var plastret til med presenning, så vi alle kunne være her og holde os varme. Vi bød på koldt bord og rigeligt med slik og kage. Vi så sammen Dronningens nytårstale med tilhørende kransekage og champagne. Vi havde en dejlig aften, hvor de fleste blev til midnat, hvor vi sammen hoppede ind i det nye år fra diverse havestole og bænke på terrassen. Det var en aften, hvor soldaterne blev hængende længe, grinte højlydt, dansede, spillede brætspil og styrkede de venskaber, som følger med en udsendelse. Erfaringen er, at højtiderne må fejres i hjemlige rammer, nemlig på Kuffen! Derfor glæder vi på de næste kufmedarbejderes vegne, når Kuffen forhåbentlig danner rammerne for Juleaften og Nytårsaften i 2018.

 

Det lakker mod enden, vi nyder hverdagen

Inden længe er vi hjemme i Danmark til en anden hverdag, hvor vi ikke skaber hjem i Irak. Hverdagene her går med kagebagning, grin, samtaler, brætspil og rengøring. Vi er begyndt at kombinere brætspil og rengøringen. Det vil sige, at vi udfordrer nogen i et brætspil. Hvis soldaten vinder, kvitterer vi med en kage. Hvis soldaten taber, hjælper de med at gøre rent. Heldigvis vinder vi ofte og der for er vi svært begejstret for vores kombination af brætspil og rengøring. Det kan kaldes effektivisering til vores fordel. Dog har vi også tabt et par gange, hvilket har resulterede i flere kager og en enkelt frokost med bloklys og rød dug. 

 

Vi bager kager. Rigeligt for tiden, da vi prøver at nå et mål. Vi har fra starten haft en kagetæller, hvilket i skrivende stund siger 981 kager. Målet er at nå de 1000. Mon vi når det inden afgang om fire dage? 

 

I går aftes fejrede vi fødselsdag for alle, der har haft fødselsdag i Januar. Bordene var overfyldt med kager. Blot 10 timer forinden havde selvsamme borde været fyldt med rugbrød og diverse pålæg til 211 sultne soldater. Det hidtil største antal, som kan forklares ved, at der er rotation mellem hold 6 og 7. Det er underligt at se så mange nye ansigter blandet med dem, som vi kender så godt. Det minder os om, at vi snart skal hjem og er blevet beriget med gode oplevelser. Simon og Miriam, som vi har æren af at give hjemmet videre til, er på vej. Vi har holdt skansen, stolet på Gud og holdt krudtet tørt, og nu er det deres tur til at skabe hjem og glæde. 

 

Vi oplever det sidste af alt

Soldaterne tæller dage, imens vi tæller den sidste søndagsbrunch, den sidste lagkagebanko, gulvvask og snart den sidste kage. Vi bliver fattigere på tiden sammen med soldaterne, men beriget med minder for livet. Det har kostet mange timer og mangel på søvn, men det er det hele værd. Investering i relationer giver afkast!

 

På gensyn i Danmark.

Kærlig hilsen 

Hanna og Amalie