16.12.2016 10:38 Alder: 2 yrs
Kategori: Holstebro
Af: Bjarke Friis

100.000 kr. til veteranarbejdet i Holstebro

I forbindelse med lanceringen af bogen ”Danish Leopards in Helmand” er der blevet indsamlet et imponerende stort beløb til KFUMs SoldaterRekreation i Holstebro.

Forfatter Thomas Antonsen overrækker et eksemplar af bogen til én af de medvirkende.

Torsdag den 15. december var der inviteret til lancering af bogen ”Danish Leopards in Helmand. From the crew's perspective”. Det blev holdt på KFUMs Soldaterhjem i Holstebro, der i dagens anledning havde fået en Leopard kampvogn til at holde i gårdspladsen til at danne et fint bagtæppe for receptionen.


Bogens forfatter Thomas Antonsen har arbejdet med bogprojektet som et fritidsprojekt i to år . Danske Leopardkampvogne blev benyttet i Afghanistan fra 2007 til 2014, og der har været i alt 14 forskellige delingsførere undervejs. 13 af disse ville gerne medvirke i bogen, hvilket vidner om stor opbakning. Thomas Antonsen har skrevet den 150 siders flotte bog på baggrund af 40 interviews og valgt mellem 18.000 billeder, hvoraf soldaterne selv har leveret størstedelen.


En vigtig historie

Generalløjtnant Poul Kiærskou er én af dem, der har arbejdet for at få bogen udgivet. ”Den fortæller en vigtig historie om Hærens største våben”, mener Poul Kiærskou, der fra 2002-08 var chef for Hærens Operative Kommando. ”Effekten var tydeligt, og det beskrives i bogen, der er dedikeret til de faldne i Afghanistan”. Den nu pensionerede generalløjtnant lagde ikke skjul på, at kampvognen har været med til at redde danske og andre soldaters liv under operationerne i Helmand.

I forbindelse med bogudgivelsen har bestyrelsen bag bogen samlet en række sponsorer, som har bidraget flot. Ønsket har været at hjælpe veteraner under trygge rammer, som det finder sted på KFUMs SoldaterRekreation i Holstebro. Derfor var det med stolthed, at Poul Kiærskou kunne overrække en check på 100.000,- kr. til Nathalie Moesgaard og KFUMs SoldaterRekreation i Holstebro.


Foto: Generalløjtnant Poul Kiærskou og soldaterhjemsleder Nathalie Moesgaard.

 

Støtte til veteraner

Siden 2012 har veteraner haft mulighed for at på SoldaterRekreation, der er en del af KFUMs Soldaterhjem i Holstebro. Lederparret Nathalie og Troels Moesgard var forberedt på checken, og Nathalie redegjorde for tre ting, som midlerne vil blive brugt til. ”Pengene skal gå til opgradering af de fysiske faciliteter. Igennem de sidste 4 år har der været 24 beboere gennem derovre, og slidte møbler trænger til at blive udskiftet. Så har det været et ønske at få bedre vaskefaciliteter, og vi vil samtidig afsætte 10.000,- kr. til at styrke sammenholdet blandt beboerne ved forskellige sociale arrangementer. Vi kan se, hvordan de hiver hinanden op på dårlige dage”, sagde Nathalie efter at have modtaget den store papcheck.  

Bogen er til salg for 299,- kr. og kan købes på KFUMs Soldaterhjem i Holstebro.