09.05.2018 13:48 Alder: 218 days
Kategori: Estland
Af: Mette og David

Der sættes aftryk

Nyhedsbrev fra Mette og David, der afløser på KFUMs Soldaterhjem i Estland.

Alexzia og Malene på leave

Nu er det snart tre uger siden, at Alexzia og Malene tog afsted på leave, og vi, David og Mette, er godt i gang i Tapa. Vi vil derfor gerne give et lille indblik i, hvordan hverdagen ser ud gennem vores briller, for der er virkelig noget at skrive om – der bliver sat aftryk. 

Vi er blevet sat godt ind i opgaverne af de to piger og har fundet hurtigt en god rytme. Vi nyder i fulde drag at være her og oplever en masse. Der opstår mange gode snakke – både om formiddagen, i løbet af dagen og om aftenen. Vi har også haft filmaften, hvor soldaterne blev enige om, at vi skulle se ”The Shack”, som er en film med et kristent budskab, der handler om lidelsens problem og filmatiserer Gud som en afrikansk kvinde, en mellemøstlig ung fyr og en asiatisk kvinde. En lidt anden type film end de actionfilm, der oftest kører på skærmen. Vi har opdaget, at der faktisk gemmer sig nogle følsomme mennesker bag uniformerne og de store muskler. Aftenen før Store Bededag arrangerede vi, i fællesskab med præsten, aftengudstjeneste på Kuffen med efterfølgende varme hveder. En anden aften opstod der en spontan sangaften, hvor en af soldaterne spillede klaver. Det skabte en hyggelig stemning. Vi har også fået afholdt en bordfodboldturnering. Det var virkelig en succes! Aldrig har vi oplevet bordfodbold med så stor iver – der var virkelig kampgejst, og der blev heppet i stor stil, da de to bedste hold spillede finalen. Vinderne fik et gavekort til en valgfri kage på kuffen. 

Derudover bliver der spillet en hel masse spil, der bliver drukket rigtig meget kaffe og spist kage i lange baner. Og der bliver hygget og slappet af – ja, KFUM fungerer i den grad som et fristed for soldaterne! 

 

KFUM sætter aftryk 

David og jeg skiftes til at holde aftensang, alt efter hvem der lige har noget på hjerte. En lille gruppe soldater prioriterer at komme fast. En kommer oftest et par minutter før 19.45, begynder at dele sangbøger ud til de andre og refererer jævnligt til vores andagter eller noget, præsten har sagt i kirken. Det lader til, at en tro er ved at spire, og det er spændende at være vidne til. 

En anden måde vi deler vores tro med soldaterne på, er gennem en lille ”stand”, vi har oprettet: ”Lån en bog”. Her har vi samlet et lille udvalg af vores egne bøger, som vi forestillede os, kunne være interessante for soldaterne at læse. Lige fra ”Søn af Hamas” til ”Bibelen på hverdagsdansk” og en parforholdsbog er blevet lånt. Der er også blevet færre kors i skålen (se billedet ovenfor). 

Vi forsøger at leve KFUM’s vision ud ved at se den enkelte soldat, og det er fantastisk at mærke, at soldaterne faktisk oplever kuffen som et sted, hvor de kan komme, blive set, snakke og fortælle om det, de har på hjerte. Vi oplever, at KFUM Soldaterhjem i Estland sætter aftryk hos soldaterne. 

 

Fint besøg fra Danmark 

D. 12. april, mens Alexzia og Malene stadig var her, havde vi besøg af Kronprins Frederik. Det var en meget stor oplevelse at få den ære at bage kage til hans majestæt og mulighed for at hilse på ham. Også forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har været her d. 17.-18. april. Om aftenen holdt han et spændende foredrag for hele soldaterflokken. Det var imponerende, som han kunne fortælle uden hverken manuskript eller power point. Jeg tror, Uffe fik gjort soldaterne opmærksomme på, at det faktisk er vigtigt, at de er her i Estland. 

Efter foredraget var alle inviteret over på kuffen til kaffe og kage. Om morgenen, hvor Uffe igen var forbi på kuffen til nybagte boller, fik vi også anledning til en lille snak med ham over morgenmaden. Både Kronprinsen og Uffe fik sat deres aftryk på VIP-ruden. 

 

Mange af soldaterne på øvelse

En stor andel af soldaterne har været på øvelse i Letland i 10 dage. Der har derfor været noget mere stille end almindeligvis. Det har givet nogle andre muligheder. Vi har for eksempel fået sendt en hel masse kage afsted til Letland. I vores korte tid som leaveafløsere har vi også lært dem, der er har været tilbage, bedre at kende. Vi rykkede lidt tættere sammen. Vi har også fornemmelse af, at det har givet plads til nogle, som har benyttet sig af, at der var en anden ro på kuffen.

 

Oplevelserne sætter også aftryk på os

Vi oplever det meget givende og meningsfyldt at være her. Lige så vel som vi prøver at være noget for soldaterne, så er de også noget for os. Det er et taknemmeligt arbejde at bage kage og lave kaffe til dem, for de bliver så glade. I sidste weekend var David og jeg på tur til Rakvere, hvor vi var ude at spise. Mekanikerne og depotfolkene, som vi er kommet lidt tættere på, valgte at samle ind, fordi de ville give lidt tilbage til os. De betalte vores middag. Det blev vi meget rørte over. Mødet med soldaterne sætter også aftryk på os.

Vi oplever også Guds vejledning. Vi får lagt noget på hjerte, når vi skal holde aftensang. Det er en god erfaring for os at mærke Gud er med i det, vi laver her. Vi tænker ofte tilbage på nogle ord, som vores soldaterhjemsleder fra Oksbøl, Kjeld, sagde til os inden vi tog afsted: ”Guds ord vender aldrig tomt tilbage”.