28.06.2018 13:42 Alder: 20 days
Kategori: Vordingborg
Af: Egon Jakobsen, Næstved

Det er jo et frirum

Det ville bestemt ikke være fedt, hvis KUFFEN ikke var her. Specielt om søndagen er det dejligt at komme og få slappet helt af, før en ny uge starter. Det er Mikkel Gjørtsvang og Jonas Toft Baran er enige om. Og de fortsætter uden tøven: Det vil gøre en forskel på en negativ måde, hvis KUFFEN ikke var her.

”Hej, Amalie, så er vi her igen.”

Vi er på soldaterhjemmet i Vordingborg, hvor Amalie Ehmsen er KUF-mor og eneste ansatte. Søndag aften ved 19-tiden dukker 6-8 værnepligtige op og slår sig ned i sofagruppen med kaffe og Amalies nybagte kage. Nogle af dem bestiller dagens ret, lasagne, og Amalie får travlt i køkkenet. For soldaterne går snart over på kasernen for at gøre klar til mandag morgen.

Men selv om de unge mennesker både skal nå at spise og vende weekendens oplevelser og den kommende uges øvelsesplan indtil flere gange, efterhånden som flere dukker op, så har et par af dem alligevel tid til en snak om, hvorfor og hvordan de bruger KUFFEN, som de kalder soldaterhjemmet.

”Der er rigtig hyggeligt her,” siger Mikkel Gjørtsvang. ”Vores KUF-mor er supersød og tager rigtig godt imod os. Og det et jo et frirum, hvor man kan slappe af og se fodbold eller snakke sammen, eller hvad man nu har lyst til.”

Jonas Toft Baran supplerer: ”Og som navnet fortæller, så er det ligesom et hjem, ikke. Når vi er på kasernen, så er det jo militære forhold, og det kan godt være lidt anstrengende. Så det er meget fedt at komme et sted, hvor det minder lidt om hjemmet derhjemme.”

Irak versus Vordingborg

Amalie Ehmsen har været leder af soldaterhjemmet i Vordingborg siden 7. februar i år. Hun var lige kommet hjem fra et lignende job i Irak, så det lå lige til højrebenet at sige ja til et halvt år i Vordingborg. Men det byder på en anden slags udfordringer – ud over de kulturelle og geografiske forhold. For hvor soldaterne dagligt myldrede ind i Irak, så kommer der på en god dag omkring 15-20 stykker i Vordingborg.

”Ja, det er lidt unikt her,” fortæller Amalie. ”Vi er nødt til at være afhængige af en større gruppe – altså af mennesker uden for kasernen. For der er kun 33 værnepligtige her. Men så har vi jo fællesspisning om onsdagen, hvor der kommer 40-50 mennesker, som ikke har noget med de værnepligtige at gøre. Det er naboer og genboere, der så ofte inviterer noget familie med. Ud over det har vi også en veteranklub, der kommer her engang om ugen.”

 

”Kommer I og siger hej?”

Det kan være noget af en opgave at få tingene til at hænge sammen, både økonomisk og praktisk. Amalie er alene om det, og det tager for eksempel næsten en hel dag bare at støvsuge huset. Og så skal der laves mad og udregnes aktiviteter ved siden af. Så der er rigeligt at se til.

”Det er svært at have aktiviteter som for eks. lagkagebanko på en fast ugedag. For man er afhængig af, at de 30 soldater kan netop den dag. Og hvis de så lige pludselig først får fri klokken otte om aftenen, så er dagen gået for dem, og så ser jeg dem ikke.”

En positiv sidegevinst ved den lille gruppe værnepligtige er, at Amalie kan bygge en relation op til hver enkelt soldat.

”Jeg har lavet en liste, hvor de kunne skrive deres navn og telefonnummer på, hvis de havde lyst til det, så jeg kan sende dem en sms,” forklarer hun. ”Og det gør jeg tit søndag eftermiddag: ”Jeg har åbent sent i eftermiddag, kommer I og siger hej?” Jeg har for eks. kaffe og kage i aften – eller hvad dagens ret er. Eller at jeg giver kaffen i aften; så ved jeg, at der møder lidt flere op.”

 

Frustreret over for Gud

Umiddelbart kunne man få den tanke, at de negative følelser står i kø, når der kun skal noteres tre ekspeditioner ved dagens slutning – eller måske et rundt nul. Men sådan ser Amalie ikke på det.

”Man kan jo bruge alt for megen tid på at være negativ over, at de ikke kommer mere end de nu gør. Men hvorfor ikke vende bøtten og tale det op til, at i aften var der faktisk 14 ud af 33. Og så gå i dialog med dem og høre, hvad de har lyst til at lave. Jeg har lavet en planche om aktiviteter. Så kan de komme med nogle idéer selv, som vi kan bygge videre på. For det er jo deres hjem – det er dem, der skaber det sammen med mig.”

Amalie fortæller, at hun nogle gange har været frustreret over for Gud, for det, hun bad om, skete jo ikke. Men da hun så nærmere efter, så var det egentlig sket. ”Det gik meget godt med det der, og der var jo ingen problemer med det her,” siger hun med et smil. ”Så der var jo grund til at være taknemmelig.”

 

Logbog giver overblik og taknemlighed

”Jeg er også begyndt at skrive logbog,” fortsætte Amalie. ”Hvad har jeg egentlig lavet i dag? – Jo, jeg har støvsuget det rum; jeg har haft besøg af dem og dem og aftalt det og det; og snakket i telefon med den og den. Og lige pludselig er der skrevet en hel side. Og så ser man … what? Ja, det er jo ikke sådan, at der ikke sker noget hernede. Så kan man faktisk godt blive lidt taknemmelig.”

Den 13. juni er det slut. Så udløber Amalies kontrakt. ”Jeg håber, der kommer en familie, der kan få lyst til at være en del af byen og på den måde åbne soldaterhjemmet for flere her i byen. Det vil være skidt for de kommende værnepligtige, hvis ikke soldaterhjemmet er her,” slutter Amalie.

 

Citater

Så er der også den ting, at KUF-vognen kommer ned på skydebanen. 
Det er så dejligt, når man står på en kold skydebane, så kommer Amalie ud med varm kaffe og pølsehorn og kage. Det er bare en morale-booster.
Jeg tror, jeg bruger KUFFEN gennemsnitligt to-tre gange om ugen. Og det er en meget lille detalje, men det er en ret stor betydning, at man kan bestille kage til sin fødselsdag, og så kan man gå her ned og fejre sin fødselsdag. Det kan man bare ikke på kasernen.

Mikkel Gjørtsvang

 

Allerede fra den første dag kunne vi mærke, at de rigtig gerne ville have os her. Der var arrangeret lidt sang, lidt tryllekunster, lidt lege. Så allerede første dag blev vi faktisk rystet sammen. Man talte med hinanden med en lidt mere rolig facade i forhold til, når vi er inde på kasernens område. Så man kunne være lidt mere sig selv der.

Jonas Toft Baran