04.02.2019 15:53 Alder: 131 days
Kategori: Estland
Af: Bjarke Friis

”Det er soldaternes hyggested. Her slapper de af”

I januar lukkede KFUMs Soldaterhjem i Estland samtidig med, at danske soldater gav stafetten videre til belgiske soldater. Soldaterhjemsleder Lennart Pedersen beskriver sin oplevelse efter tre måneder på NATOs østlige skanse i Estland.

”Det startede med, at jeg sagde ja til at rejse til Estland i en måned”, forklarer Lennart. Han er 23 år og den nordjyske dialekt bemærker man hurtigt. Lennart skulle til Estland for at være leder af KFUMs Soldaterhjem sammen med Miriam Thun Madsen, som Lennart kender fra IMU i Brønderslev. ”Det lød som lidt af en oplevelse, da Miriam spurgte mig. Det ville jeg gerne prøve. Jeg er uddannet tømrer, men gik arbejdsløs og havde brug for at lave noget helt andet”, forklarer Lennart. Men da stillingen som soldaterhjemsleder i Estland var ubesat før deres planlagte afrejse endte det med, at Miriam og Lennart rejste  afsted lidt før planlagt. Det endte også med, at deres ophold blev på lidt mere end tre måneder. 

Soldaternes hyggested

Lennart husker, at de fik en meget varm modtagelse, da de ankom i lejren: ”Det var meget rart at være derovre. Jeg følte, at jeg gradvist lærte soldaterne bedre at kende, og efterhånden slappede jeg mere af ved at være derovre”, forklarer vendelboen. ”Hvis jeg kun var blevet der en måned, så havde det nok ikke været så god en oplevelse”. 

Jeg spørger Lennart, hvordan han oplevede KFUMs Soldaterhjem i Estland: ”KFUMs Soldaterhjem er soldaternes hyggested. Her slapper de af. Det er her, man bare kan sidde og snakke med folk. Soldaterne brugte også stedet, når de søgte fællesskab”, forklarer Lennart. En anden mulighed for soldaterne var at være i deres soveområde og se film eller lignende. Fællesskabet på KFUMs Soldaterhjem virkede som en markant forskel til soveområdet. 

 

Decemberhygge

Da kalenderen viste december måned skete der noget i lejren. ”Alle kontorer blev pyntet op, og i lejren gik de 'all in' på julehygge. Der var mennesker på Kuffen allerede klokken otte om morgenen”, husker Lennart. Fra december husker han ligeledes, hvordan æbleskiver og småkager fyldte meget som en del af decemberhyggen. ”Til jul var der bare gang i den. Kuffen var helt fyldt op. To af soldaterne, der er uddannede kokke, lavede mad, og det var væsentlig over standarden. Julegudstjenesten var selvfølgelig en del af programmet. Den  blev holdt i en lokal kirkebygning lige ved siden af lejren. Den danske og den britiske  feltpræst stod i fællesskab for gudstjenesten”, erindrer den tidligere soldaterhjemsleder. Lidt mere eftertænksomt lyder det: ”Man kan godt mærke, at det er traditionerne, der er vigtige. At danse om træet, julemad, julesange, kirke og hygge”. 

 

Respekt for aftensang og andagt

En af opgaverne som leder af KFUMs Soldaterhjem er at holde aftensang og andagt. ”I starten skulle jeg lige tænke lidt over, hvordan det kunne gøres nærværende og relevant for soldaterne. Savn kunne for eksempel være et emne”, forklarer Lennart. ”Vi oplevede en utrolig stor respekt for andagten, for eksempel når soldaterne tyssede på hinanden. Det fungerede også rigtig godt, at få soldaterne til at vælge en sang. Det er en måde at inddrage dem på”. 

 

Vi er klar igen i 2020

I januar pakkede danske soldater sammen for at give stafetten videre til Belgien, der i 2019 har soldater i Estland som en del af NATOs fremskudte tilstedeværelse. Det belgiske forsvar overtog også en del af faciliteterne på KFUMs Soldaterhjem, mens Miriam og Lennart pakkede spil, sangbøger, bibler og flere andre ting ned. VIP-ruden blev også pakket ned, og det hele blev sendt hjem til Danmark. Efter planen skal danske soldater tilbage til Estland i januar 2020 og de følgende 12 måneder, hvor KFUMs Soldaterhjem igen er klar til at følge med de danske soldater.