06.12.2017 19:43 Alder: 9 days
Kategori: Vordingborg
Af: Alexia Thiyakarajah, konstitueret leder af KFUMs Soldaterhjem i Vordingborg.

Det stærke sammenhold

Et essay om livet "på hver sin side af disken" på KFUMs Soldaterhjem.

”Har jeg overhovedet noget tilfælles med disse mennesker?” Det var en af mine første indskydelser, da jeg stod blandt de andre menige, der var mødt op for at aftjene sin værnepligt/værneret den 1. februar 2016. En impulsiv og skeptisk tanke, som uden tvivl blev modbevist efter ganske kort tid.  Som medarbejder på KFUMs soldaterhjem i Slagelse, havde jeg udefra observereret fællesskabet blandt soldaterne.  Jeg fik et indtryk af et helt unikt sammenhold blandt de værnepligtige og tjenestegørende på stedet, men alligevel kom tvivlen mig til gode, da jeg på dagen selv skulle aftjene min værneret. 

En ting var at se fællesskabet udefra, men det var noget helt andet selv at opleve og mærke, hvor stærkt sammenholdet egentligt var.  I min tid som soldat fik jeg ikke blot et indblik i, hvordan det var at have en hård hverdag ude i felten, men jeg fik også muligheden for at være en del af et team med så stærk en holdånd.  

Vi havde alle sammen et fælles mål om at skulle gennemføre værnepligten. 

I vores stræben på at opnå vores fælles mål tog alle del i at støtte op om hinanden.  Hvis der var brug for en hjælpende hånd til at bære en tung rygsæk, gik der kun et par sekunder, før makkeren ved siden af tilbød sin hjælp.  Der var stor opbakning fra ens kollegaer, når man var presset ude i felten, men hvis det pressede på i privatlivet, stod der også folk klar med et lyttende øre eller to. 

En stor fascination fra min tid ”i trøjen” var folks evne til at støtte og acceptere hinanden til trods for vores store forskelligheder.  Jeg har tidligere mødt mennesker, som adskiller sig fra mig selv som person, men i Forsvaret lærte jeg, hvordan folk med forskellige personligheder og kompetencer i høj grad kan komplimentere hinanden i visse situationer.  

Jeg erindrer en kold og trist gråvejrsdag, hvor vi var på felttur. Vi havde fået meget små mængder mad, og derudover havde vi kun fået få timers søvn. Vores energiniveau og overskud var faldet drastisk, hvilket også resulterede i en flok menige med korte lunter og knap så meget overskud.

Vi fik til opgave at grave et skyttehul.  Jorden var ikke blot frossen, men ydermere blev jeg sat til at grave hullet med én, der på ingen måde minder om mig. Igen dukkede den skeptiske indstilling op. ”Han er jo meget anderledes end mig”, tænkte jeg. 

Ja, selvfølgelig var han anderledes end mig, men det viste sig, at vi godt kunne arbejde sammen og komme godt ud af det med hinanden alligevel. 

Selvom vi blev mødt af nogle udfordringer undervejs, formåede vi at kombinere hinandens egenskaber og evner til at løse opgaven. Man får hinandens svage sider at se, og dem støtter man blot op om. En kæde er ikke stærkere end det svageste led.

Kammeratskabet under værnepligten adskiller sig i høj grad fra for eksempel et klassefællesskab. Ikke blot er man sammen med hinanden konstant i fire måneder, men man bliver også udfordret i nogle ting rent fysisk og psykisk, som gør at man kommer hinanden ved på en lidt anden måde. 

I dag er jeg tilbage på den anden side af disken, og jeg har uden tvivl kunnet tage nogle redskaber fra min værnepligt med mig i dag. Forsvaret rummer en stor mangfoldighed, hvor der er plads til alle, uanset hvor man kommer fra. Det er måske en af de ting, der er medvirkende til det gode fællesskab.  I mit arbejde i dag er det en af de ting, der fylder meget. Der skal være plads til alle. Dén pointe kan vi også læse i Bibelen, hvor Jesus giver plads til toldere og syndere. Måske er det også én af de vigtigste pointer i vores forkyndelse på KFUMs Soldaterhjem, at der skal være plads til alle? 

Jeg er ikke en del af forsvaret i dag, men jeg føler  mig stadig som en del af fællesskabet. I bund og grund er soldaterhjemmet der for soldaternes skyld, og dermed får man som ansat på soldaterhjemmet også følelsen af, at være en del af deres fællesskab.