08.03.2018 10:49 Alder: 278 days
Kategori: Estland
Af: Alexzia og Malene

Fællesskab og hjemlig hygge

Nyhedsbrev fra soldaterhjemslederne Alexzia og Malene på KFUMs Soldaterhjem i Estland.

Fællesskab og hjemlig hygge er nøgleord i vores hverdag på KFUMs Soldaterhjem i Estland. Bankospil,  film aftener, bordtennisturneringer og brunch er prioriteret højt på ugens agenda. En flok sprudlende soldater fylder lokalerne med liv og glæde og sætter rammerne for den hyggelige stemning, der befinder sig på kuffen.  

Dagens højdepunkt for enhver soldat er, når duften af nybagt kage og friskbrygget kaffe florerer rundt på gangene. Der bliver straks kommandoforplantet til de øvrige kolleager, og efterfølgende vrimler det ind med en masse kage glade soldater.
Et stort hit er servering af kage hjemme på basen, men når vi bringer ud i felten er begejstringen endnu større.

Vintercamp
De sidste par dage har de hårdtarbejdende soldater trænet og forberedt sig til en vinter camp.  Den estiske kulde og de mange minusgrader kræver noget tilvænning sammenlignet med temperaturen hjemme i Danmark,  så derfor har vi taget lidt ekstra hånd om de kære soldater, og  serviceret dem med suppe og varm kaffe på deres øvelse.
Det var en stor oplevelse, at følge dem i deres daglige arbejde ude i felten.
At stå og se dem hoppe i det iskolde vand gav et gys i kroppen, og glæden over ikke selv at skulle i vandet var stor.

Fodbold
Selvom soldaterne knokler ude i kulden, har de også tid til sjov og ballade.
Det danske NSE, deltog i en fodboldturnering mod det britiske NSE, og som støtte tog vi med for at heppe på vores soldater. En intensiv kamp blandt briter og danskere resulterede i en flot 2. plads til danskerne og to stolte soldaterhjemsledere.

VIP-besøg
Februar har været en festlig måned, og vi har haft flere arrangementer på basen.
Vi har bl.a. haft besøg af Pia Kjærsgaard, forsvarschefen og chefen for hærstaben.  Der blev overrakt skjolde for at have ydet en god indsats, og flere taler blev holdt.

Det har været en bemærkelsesværdig måned med mange positive indtryk og gode oplevelser.  Vi er gået en normal dagligdag i møde, og vi nyder at bruge vores tid sammen soldaterne og skabe et hjem for dem under udsendelse.