13.04.2018 10:43 Alder: 12 days
Af: Bjarke Friis

”Her er fred og ro”

Peter Gamborg har tre udsendelser i bagagen. På KFUMs SoldaterRekreation i Høvelte oplever Peter, at der er ro og tid til at arbejde med sig selv.

KFUMs soldaterhjem i Høvelte set fra haven. Peter Gamborg har ikke ønsket at lade sig fotografere til Soldatervennen.

Det er omtrent et år siden, at den 43-årige veteran Peter Gamborg flyttede ind på KFUMs SoldaterRekreation i Høvelte. Det var vinter og koldt at bo i skoven for Peter, før han flyttede i en rekreationsbolig. Til gengæld var der stille og fredfyldt i skoven, men Peter er nu ganske godt tilfreds med den fred og ro, han oplever på KFUMs Soldaterhjem i Høvelte. Her er der også andre mennesker og et fællesskab, som Peter ikke havde, da han boede i skoven. ”Før jeg flyttede ind her, havde jeg stort set ikke set andre mennesker i tre måneder”, husker balkanveteranen. ”Jeg handlede ind ved åbnings- eller lukketid”. 

Selvom Peter var flyttet i skoven, bevarede han heldigvis kontakten til ekskæresten. Det var hende, der formidlede kontakten til KFUMs Soldaterhjem i Høvelte med henblik på at få en rekreationsbolig til Peter. 

Den svære selverkendelse

Der er sket meget i det år, Peter har boet på KFUMs SoldaterRekreation. ”Jeg er begyndt at læse igen. Nu kan jeg huske side et, når jeg er kommet til side tre”, forklarer Peter med et smil. Han tænker tilbage på de mange gange, han måtte starte forfra på side et, fordi han simpelthen ikke kunne huske, hvad han havde læst, når bladet i bogen blev vendt. 

Peter er ikke den frembrusende type. Jeg spørger, om det er medicin eller terapi, der har haft størst effekt, men Peter afviser begge dele som de væsentligste årsager til forandring. ”Jeg tror, jeg er kommet til en eller anden selverkendelse, mens jeg har været her. Den har jeg ikke haft før. Jeg har aldrig villet indrømme, at jeg har et problem. Det var derfor jeg endte ude i skoven til sidst”. Efterfølgende kan Peter godt se, at det ikke er normalt at bo alene i skoven. For ham var der et mønster i, at han skubbede flere og flere fra sig, for han havde det bedst alene. Kontakten til forældre og søskende blev opgivet. I dag har Peter gjort en af de sværeste erkendelser: Han var selv epicentret for balladen. Det hårdeste slag har dog været at miste de to personer, han holdt allermest af: Ekskæresten og deres søn. Heldigvis har de stadig kontakt. 

Arbejder med sig selv

”Jeg tænker meget – og jeg skriver rigtig meget”, forklarer Peter. Det er en selvudviklet metode, som han mærker en positiv effekt af. ”Når jeg bliver for ked af det eller for reflekterende, så prøver jeg at skrive ned, hvad det egentlig er, jeg sidder og tænker over. Samtidig overvejer jeg, hvad der er årsag til, at jeg sidder og tænker dette lige nu” Videre forklarer Peter, at han kigger på det nedskrevne igen efter et stykke tid på samme måde, som drømme kan bearbejdes på. ”Når jeg kigger på det igen, tænker jeg: Hvad er det, du bliver ked af her, Peter? Hvorfor er det, at du begynder at reflektere over dit liv? Hvilken sindstilstand er du i, når det sker?” Analysebegreberne er så velformulerede, at Peter taler om sig selv i tredje person. Han analyserer mønstre, og hvad der udløser det tankemylder, der opstår. 

At Peter begynder at skrive, når tankerne kommer væltende, er for ham med til at stoppe tankemylderet. Skriveriet får ham til at tænke på, hvad han tidligere har skrevet, og Peter føler, at han er kommet af med dem. Afleveringen af tankerne til et stykke papir er med til at tømme Peters hoved og gøre det lettere at falde i søvn, når dagen er omme.

Bosnien og to gange Kosovo

Peters udsendelser er svære at erindre. Første udsendelse var til Bosnien, mens de to sidste udsendelser var til Kosovo. I Kosovo var opgaven at holde øje med, om serberne overholdt deres grænse og respekterede Kosovos suverænitet. Det gjorde serberne efterhånden, og i dag er der kommet stabilitet i regionen. Peter kan se tilbage på, at han som en del af en spejderdeling har været en lille brik i et af Balkans store fremskridt de seneste 25 år. 

”Jeg savner kammeratskabet, sammenholdet og den simple måde at leve på”, siger veteranen. Livet som udsendt var ikke svært, for det var tydeligt, hvad der blev forventet af en. Efter hjemkomsten flyttede Peter sammen med en befalingsmand. ”Vi kunne læne os op ad hinanden”, husker han. Samtidig var det med til at lette overgangen fra udsendt til hjemvendt soldat, men de tætte bånd mellem kammeraterne forsvandt med tiden. 

”Det gik godt i en periode”, forklarer Peter, ”men jeg fandt ikke en plads udenfor Forsvaret. Jeg sov ikke om natten. Facaden kom til at fylde det hele”. Jeg spørger nysgerrigt, om de ikke har talt om det i Peters deling, men det har de ikke. ”Man vil ikke virke som en svag soldat overfor de andre. Intentionen er at opretholde et selvbillede”, forklarer beboeren på KFUMs SoldaterRekreation. Han fortæller om et desværre velkendt forløb med, at de efter hjemkomsten blev samlet i en stor flok. Ved håndsoprækning kunne de melde sig, hvis de havde brug for at tale med en psykolog. Heldigvis er Forsvaret for adskillige år siden gået fra disse metoder, når soldater vender hjem fra krigszoner. 

  

Svært at knytte bånd

Selvom Peter er kommet langt i løbet af et år, er der stadig noget at arbejde med. Han er i dag i behandling for PTSD og social angst. Nedturen kom lige så langsomt. Peter mærkede det ved, at han skubbede flere og flere fra sig. Vendepunktet var, da der ikke var nogen relationer tilbage. ”Jeg havde også mistet dem, jeg holdt allermest af. Det har været det hårdeste slag”, erkender Peter. 

Skriverierne hjælper på nattesøvnen, men der er stadig perioder, hvor Peter ikke sover om natten. ”Det er svært at knytte bånd”, oplever Peter, når han forklarer en af de betydningsfulde konsekvenser, der har været af hans PTSD. ”Jeg prøvede og prøvede og prøvede”, tænker han tilbage på tiden, før han kom i behandling. 

Jeg kan mærke, at det i dag går bedre med at knytte bånd. Mellem veteranmedarbejderen Morten og veteranen Peter er der en anerkendende og let drillende tone. ”Vi er begge fodboldtosser”, siger Peter. Jeg overhører, at Peter afviser en invitation fra Morten til at komme med på fisketur, og Peter forklarer efterfølgende: ”Det der med fisketur er en stående joke mellem os”.  

Kan mærke det kristne værdigrundlag på KFUMs Soldaterhjem

At bo på KFUMs SoldaterRekreation giver en form for sammenhold. ”Her er ligestillede mennesker. Man føler sig ikke som en outsider”, udtaler Peter om fællesskabet med de andre beboere. ”Vi hører og ser hinanden, men deler alligevel ikke alt. Patrick, Jimmy og jeg har fået et godt forhold. Vi kan snakke om situationer, der ligner hinanden. Der er en forståelse, og de andre kan stoppe en, når det bliver selvynk”. 

Peter kan godt mærke, at der er et kristent værdigrundlag på KFUMs Soldaterhjem i Høvelte. ”Det er gode og stille og rolige værdier, som jeg kan mærke i de ansattes væremåde” udtrykker Peter. Han har diskuteret religion og traditioner med de ansatte. ”Regelsættet på KFUMs SoldaterRekreation synes jeg er lidt for firkantet, men det håndhæves på en fin måde”. Et konkret eksempel, som kan være svært for Peter, er at man ikke må få et glas vin til maden. 

Hver aften er der aftensang og andagt på KFUMs Soldaterhjem. Veteranerne er velkommen til at deltage, og Peter har været med nogle gange. Han oplever det positivt, at andagterne ikke er noget, der bliver trukket ned over hovedet på nogen, men man kan deltage eller lade være. Peter har også overvejet at tage med i kirke. ”Jeg er nysgerrig”, forklarer den stille veteran. 

Før interviewet slutter spørger jeg til Peters tanker om fremtiden. ”I den umiddelbare fremtid skal jeg have styr på sygedagpenge, og om der skal køres en erstatningssag. Men ellers tænker jeg på dét, jeg er i lige nu. Det er svært at blive klog på en selv, og hvad man vil. Men det handler om ikke at få nye nederlag”, slutter Peter Gamborg.