05.09.2018 13:37 Alder: 75 days
Af: Bjarke Friis

KFUMs Soldatermission får andel i Skive Genbrug

Torsdag 6. september markeres at Mission Afrika Genbrug på Engvej i Skive skifter navn til ”Skive Genbrug”. Samtidig går KFUMs Soldatermission med i butikken.

De mange genbrugsbutikker i Skive viser, at der er stor interesse for brugte ting. Mission Afrika Genbrug er én af disse butikker, hvor frivillige tager imod brugbare effekter, som andre kan få gavn af. Men butikken justerer nu på det organisationsmæssige tilhørsforhold således, at det fremover er en delt butik mellem Mission Afrika og KFUMs Soldatermission. Samtidig ændrer butikken navn til Skive Genbrug.

 

Ændringen markeres med gode åbningstilbud fra kl. 10 og gratis kaffe og kage. Det er det lokale KFUMs Soldaterhjem, der stiller med en kantinevogn ligesom soldater kan møde den på skydebanen eller under øvelser. For soldaterne er det ganske populært når kantinevognen kommer forbi, og nysgerrige opleve det samme foran Skive Genbrug i morgen fra kl. 10 til 12.

 

KFUMs Soldatermission og Mission Afrika har flere genbrugsbutikker, som de deler. Dermed kan frivillige og kunder både støtte et godt lokalt formål samt et formål, der rækker ud over vore egne landegrænser.