11.01.2018 11:25 Alder: 280 days
Kategori: Fredericia
Af: Bjarke Friis

KFUMs SoldaterRekreation i Fredericia renoveres

De fire midlertidige boliger til veteraner på KFUMs Soldaterhjem i Fredericia renoveres nu for halvanden million kroner. Håndværkerne er i gang, og det hele forventes at stå klar sidst i marts måned.

Helle og Bruno Kristoffersen har været ledere af KFUMs Soldaterhjem i Fredericia siden 2016.

KFUMs Soldaterhjem på Treldevej i Fredericia har i høj grad været arnested for hele KFUMs Soldatermissions veteranarbejde. I takt med at danske soldater i 1990’erne kom hjem fra Balkan blev KFUMs Soldaterhjem et naturligt værested. Nogle af de sårbare veteraner har haft brug for både hjemlig omsorg og at få tag over hovedet i en periode. Selvom faciliteterne ikke har været prangende, udviklede dette sig til en praksis. De tidligere medarbejderværelser på soldaterhjemmets første sal har fungeret godt som midlertidigt hjemsted for særligt PTSD-ramte veteraner.

Flere fonde er nu gået ind i et samarbejde med KFUMs Soldatermission om at renovere veteranfaciliteterne i Fredericia. Aage og Johanne Louis-Hansens Fond er hovedsponsorer, men Konsul Poul Korchs Fond, Sydbanks Fond og lokalt indsamlede midler udgør også vigtige bidrag til det samlede projekt på lidt over halvanden million kroner. Det lokale firma R. A. Ussing og Søn A/S er hovedentrepenør på projektet.

”Vi får nu givet veteranboligerne et godt løft. Der bliver en ekstra væg mellem lejlighederne, og vi har fået fine møbler fra kursuscentret Trinity og via Veteranhjemmet i København”, fortæller soldaterhjemsleder Bruno Kristoffersen. Udover boliger til veteraner tilbyder soldaterhjemmet også ”walk and talk”, der er en fast onsdagstradition med start fra soldaterhjemmet kl. 14:00. ”I forbindelse med walk and talk vil vi gerne prøve at få et cafétilbud”, forklarer Bruno og understreger dermed soldaterhjemmets øvrige funktioner for veteraner mens byggeriet pågår. 

De kommende beboere på KFUMs SoldaterRekreation i Fredericia vil fremover få eget toilet og bad. Tidligere har der blot været ét fælles bad og toilet. Samtidig isoleres boligerne bedre, så de fremover kommer til at virke som et-værelses lejligheder. Desuden får veteranerne et fælles tekøkken og opholdsrum, så der både er mulighed for at være i et mindre, trygt fællesskab med ligesindede og samtidig trække sig tilbage i sin egen lejlighed. Erfaringer fra KFUMs SoldaterRekreation er andre steder, at botilbuddet er med til at styrke veteranernes sociale relationer, hvor de små trygge fællesskaber fungerer godt sammen som et sted, hvor man kan øve sig på at genvinde sociale færdigheder.

KFUMs Soldaterhjem i Fredericia benyttes også af civile fra lokalområdet, der sætter pris på god mad til rimelige penge og den uformelle stemning, der præger KFUMs Soldaterhjem. Desuden er der et lille hold HRU’ere (Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse) på cirka 15 personer ved Ryes Kaserne ikke langt fra KFUMs Soldaterhjem. Til sommer kommer der politiskole til Ryes Kaserne, som formodentlig giver flere uniformerede besøg på KFUMs Soldaterhjem i Fredericia.

 

Yderligere oplysninger: Kontakt soldaterhjemsledere Helle og Bruno Kristoffersen, tlf. 75 92 04 40.