30.05.2018 10:13 Alder: 141 days
Kategori: Holstebro
Af: Bjarke Friis

Medajle til Nathalie og Troels Moesgaard

Soldaterhjemslederparret er tildelt The Nordic Blue Barets Medal of Honour for deres indsats med veteraner på KFUMs Soldaterhjem i Holstebro.

For fem et halvt år siden flyttede veteraner ind på KFUMs Soldaterhjem i Holstebro. Det dengang nye koncept ”KFUMs SoldaterRekreation” har lederparret Nathalie og Troels Moesgaard siden givet indhold og sat deres præg på. SoldaterRekreation består af fire etværelses lejligheder, der ligger i forbindelse med KFUMs Soldaterhjem. Fem års erfaring viser, at det er veteraner med PTSD-symptomer, der benytter botilbuddet som afsæt for at komme videre i livet ud fra princippet om hjælp til selvhjælp. . Nathalie forklarer: ”Vi ønsker ikke at hjælpe dem med madlavning, hvis det er en opgave, de selv magter, for så gør vi dem kun en bjørnetjeneste. Vi bakker dem op i de ting, de lykkes i, og der hvor udfordringerne er større vil de også få mere hjælp. Vi gør ikke tingene for veteraner, men gør det sammen med dem. I takt med, at de vokser med opgaven, trækker vi os”.

 

Medaljen er en stor anerkendelse af det civile lederpars arbejde på KFUMs Soldaterhjem ii Holstebro. ”Jeg blev meget overrasket, da jeg hørte det”, siger Troels. Medaljen uddeles af Landsforeningen Danmarks Veteraner og overrækkelsen fandt sted på International Peacekeepers Day 29. maj, hvor Nathalie og Troels modtog medaljen ved et arrangement på Kastellet i København. Medaljen tildeles for deres ”store engagement og arbejde for veteransagen og særligt indsatsen med KFUMs SoldaterRekreation i Holstebro”.

 

Anerkendelsen giver ny energi til lederparrets daglige arbejde med at hjælpe veteraner. ”Forudsætningen for at få hjælp er et erkende, at man har brug for hjælp. Det lyder måske banalt, men det er det største skridt for mange PTSD-ramte veteraner”, mener Troels. ”Efter mere end fem år med SoldaterRekreation er vi blevet klogere og har fået mere indsigt i, hvordan vi kan hjælpe veteraner. Og vi skal gå ved siden af vores soldater og være de støtter for dem, som de har brug for. Sådan ser vi det. Samtidig med, at vi skabet tryghed i deres dagligdag. Tryghed og harmoni, det er faktisk det bedste plaster, du kan putte på et menneske. Det er i hvert fald vores oplevelse”, slutter Troels Moesgaard.

 

For yderligere oplysninger: Kontakt soldaterhjemsledere Nathalie og Troels Moesgaad, tlf. 24 45 83 44.

 Vedhæftede foto er til fri afbenyttelse.

 

Fakta om KFUMs Soldatermission

KFUMs Soldaterhjem driver 14 soldaterhjem i Danmark samt 2 soldaterhjem i for udsendte danske soldater.

KFUMs Soldatermission har mere end 9.000 medlemmer, der støtter arbejdet. Budgettet er på ca. 24 mio. kr. Der er ca. 75 fuldtidsansatte og mange flere frivillige ildsjæle.

På KFUMs Soldaterhjem bydes alle velkommen uanset køn, alder, militær rang, etnisk oprindelse eller religiøs overbevisning. KFUMs Soldatermission arbejder blandt forsvarets tjenestegørende personel ved forkyndelse af det kristne budskab og praktisk tjeneste i eller uden for Danmark.

KFUMs Soldatermission arbejder på folkekirkens grundlag.