21.03.2019 14:32 Alder: 86 days
Kategori: Fredericia
Af: Kristine Bjerno

”Min største oplevelse med soldaterhjemmet var at møde min kommende kone!”

En samtale med Jan Bjørn Pedersen. Jan har mere end 40 års tjeneste i Forsvaret bag sig og sidder nu i det lokale menighedsråd. Jan er også formand for FKUM og KFUKs bestyrelse i Fredericia. Desuden er Jan aktiv i Telegrafhistorisk Samling på Ryes Kaserne. - og så mødte han sin kone på Soldaterhjemmet i Fredericia! Læs historien her..

Da Jan Bjørn Pedersen i 1975 flyttede til Fredericia fra Sjælland, kendte han ingen, men da han begyndte at komme på ”Kuffen”, ændrede tingene sig hurtigt. Her fik han et andet hjem med soldaterhjemslederne som hans nye ”forældre”, han fik et netværk, og han fandt sin kommende kone. Jans historie er unik, men som for mange andre har KFUMs Soldaterhjem dannet rammen om nye bekendtskaber og livslange venskaber. Kuffen, som det også kaldes, står for mange som det trygge og uforanderlige i den brydningstid, som værnepligten også er. Der stilles store krav og trækkes veksler på de unge mennesker, men den hjemmelavede mad og følelsen af plads til alle, gør, at man flokkes her – også senere i livet. Jeg mødtes med Jan og fik en snak om soldaterhjemmene før og nu.
Jan kom fra Sjælland og startede på Ryes Kaserne i 1975. Han var helt ny i byen og kendte ikke nogen. Sammen med nogle kammerater gik han på Kuffen, for der var da nogen, man kunne snakke med. Og det var sådan det startede, men det førte til et helt liv med soldatermissionen. Jan fortæller: ”Jeg har jo fået et kæmpe netværk gennem forsvaret og soldatermissionen. Der har altid været mange mennesker, jeg kunne trække på.” Jan husker tilbage på, hvordan medarbejderne på soldaterhjemmet fik ham ud og møde andre mennesker: ”Medarbejderne var fantastisk gode til at få folk med – også i kristne sammenhænge. Så jeg mødte flere og flere, som jeg kunne identificere mig med. Helle [nuværende soldaterhjemsleder i Fredericia red.] har jeg kendt siden hun var stor teenager. Hendes far og mor var sådan nogle ressourcepersoner i lokalområdet, hvor man bare tog ud. Hvis man ikke vidste, hvad man skulle lave, tog man bare ud til dem, og så skete der et eller andet. Så det blev jo mine reserveforældre.”
På det romantiske område blev soldaterhjemmet også altafgørende for Jan. Han mødte sin kone, der var volontør, en eftermiddag på Kuffen. ”Jeg kunne jo med det samme se, at der var noget særligt ved hende.” Ganske som Jan var kommet fra Sjælland, kom hans Lene fra Djursland, og de var derfor i den samme situation. Ret hurtigt fik hun også ”familie” i Fredericia, og livet med soldaterhjemmet blev omdrejningspunktet for deres senere liv sammen. ”Vores børn er nærmest opflasket med soldaterhjemmet”, fortæller Jan, og han fortsætter: ”Det er jo en ting, man bliver involveret i. Det er ikke bare et stykke frivilligt arbejde. Det er en livsstil. Det er det i hvert fald blevet for os.”