11.07.2018 12:36 Alder: 131 days
Kategori: Irak
Af: Miriam og Simon

Når soldaterhjemslederne er strandet i Kuwait...

I nyhedsbrevet fra KFUMs Soldaterhjem i Irak kan du blandt andet læse hvad der sker på KFUMs Soldaterhjem, når soldaterhjemslederne er strandet i Kuwait.

Arkivfoto.

Dagens tal: Der er brygget 6840 liter kaffe og bagt 988 kager.

I skrivende stund er der nu under en måned tilbage hernede i varmen for OIR 7, inden Merete og Kristian kommer og tager over sammen med resten af OIR 8.

Siden sidst har vi været hjemme i DK i tre uger på leave, hvor vi nød godt af at se vores familier og venner og mærke lidt dansk sommer. På vej tilbage til Irak blev vi opholdt en lille uges tid i Kuwait, hvor vi mødte Mette og David, der på fornemste vis har passet Kuffen i vores fravær. Der havde vi et døgn sammen, hvor vi kunne samle op og høre fra livet på Kuffen. Indtil vi nåede frem, havde Jonas, en soldat fra sanitetsgruppen, gjort en hæderlig indsats for at passe Kuffen. Vi havde tidligere udnævnt ham som næstkommanderende (NK) for Kuffen, da han så ofte har været flittig til at hjælpe os, og den titel må man sige han levede op til, i de næsten 3 dage uden KUF-bestyrere, hvor én af dagene bl.a. var store brunch dag.

Ankomsten til det varme Irak (men ikke nær så varm som Kuwait) var et meget glædeligt gensyn. Vi fornemmede hurtigt, folket har været glade for Mette og Davids indsats. De har gjort det godt! Det var lidt som at komme hjem igen, og der var krammere og ”velkommen tilbage”-hilsener over hele linjen. Dejligt at føle sig værdsat! Både fra dem, vi har dagligt kontakt med, men også fra nogle rundt omkring på lejren, som vi måske ikke troede, vi havde synderligt meget med at gøre. Det er dejligt at opleve det, som har været vores hverdag, er blevet et hjem for os, og se de relationer, der er blevet dannet. Det er også dejligt at se, hvordan det er blevet hjem for vores soldater, og se hvordan de selv tager initiativ til diverse sociale aktiviteter, eller at give en hånd og tage fat, når soldaterhjemslederne er strandet i Kuwait, og at de selv får stablet en brunch på benene.

Det kan mærkes på mange af soldaterne, at det er ved at lakke mod enden. Der bliver talt dage, og snakket om ferieplaner og gensyn med deres kære, eller hvad der venter, når de kommer hjem. Men vi prøver ikke at snakke for meget om det. Tiden er simpelthen fløjet afsted, og det er sært at kigge tilbage og se, hvordan et halvt år snart er gået. Vi vil nyde det sidste stykke tid, og så tager vi den sidste dag, når den engang kommer!