21.02.2019 15:17 Alder: 94 days
Kategori: Irak

Nyhedsbrev fra sandkassen..

Judy og Selma er taget til Irak for at lede KFUMs soldaterhjem der, hvor de tog over efter Miriam og Maria. Her kommer et nyhedsbrev fra deres første tid dernede. Læs mere om hvordan de er kommet på plads og har opdaget en ny sø.

Øvelse i udrustning


Nyhedsbrev fra Sandkassen - februar

 

Kære Alle

 

Så kommer der lidt nyt hernede fra sandkassen.

 

Lørdag d. 26. januar tog vi afsted fra Billund Lufthavn, hvor en god lille flok var ude at sige farvel til os. Efter lidt over et døgns rejsetid, landede vi i den danske lejr i sandkassen. Ingen af os havde troet, at vi ville komme tilbage hertil igen, men det er godt at være tilbage. De første par dage var en gensynsfest med stor gensynsglæde med knus og varme håndtryk til gamle venner fra tidligere, dvs. både soldater og kontraktansatte.

 

Efter meget lidt søvn gik den første dag i lejren stille og rolig – og så dog for der var jo lige en håndboldfinale, som skulle følges på storskærm. Danskerne havde inviteret de norske kollegaer til at se kampen sammen med os. Det var en rigtig god oplevelse, og nordmændene blev drillet lidt bagefter, da de jo tabte stort.

 

Ellers gik de næste par dage med overdragelse, inden vi fik sagt godt farvel til Maria og Miriam og resten af hold 8.

 

Nu er hold 9 langsomt ved at finde ind i dagligdagens rutiner. På kuffen er vi også ved at have fundet rutinerne. Vi har brugt tid på hovedrengøring, gennemgang af vores containere med en hård sortering af indholdet, så nu er vi kommet godt på plads på Kuffen.

 

Vi kom ned til en ovn, som var gået i stykker, og en anden ovn, som kun virker delvist. Nye ovne er bestilt, så vi håber, de snart kommer frem. Ellers har vi skullet bage flere dage uden brug af æg, margarine og smør, for forsyningerne har været svingende. Det er ikke altid nemt, men der har været kage eller brød på bordet hver dag, siden vi ankom. Dog ser vi frem til, at der kommer æg, og resten af det vi mangler J

 

Vi havde en forventning om at komme ned til varme, sol og tørvejr – men også denne gang har vi fået en masse regn, kulde og blæst. Så vi har igen fået vores Lake Havoc tilbage i baghaven. Flot ser den ud.

 

 

 

Det har været spændende at komme rundt i lejren og se, hvad der har ændret sig siden sidst. Det mest fascinerende har dog været at se ørkenen blomstre. Hvordan de hårdføre planter klarer at springe ud år efter år uden noget særlig næring i sandet - hvor der er vilje, er der vej.

 

Vi kan også mærke, at vi er kommet langt hjemmefra omgivet af amerikanere. Vi har i hvert fald fundet den bil, som vi gerne vil have som Kufvogn, men måske der lige skal trækkes i et par tråde inden den plan lykkedes.

 

Ellers kan vi vist bare sige, at vi har det rigtig godt hernede i sandkassen. Vi nyder at være tilbage på ”vores” Kuffen med alle de skønne og sjove oplevelser det giver hver dag. Eller som vi siger: endnu en god dag i Paradis.

 

Mange hilsner fra kuffen i Camp Havoc

 

 Judy og Selma