10.04.2018 10:17 Alder: 16 days
Kategori: Estland
Af: Malene

Nyt fra Estland

Soldaterhjemslederne Malene og Alexzia deler deres oplevelser fra en hverdag med udsendte soldater.

Soldater "twister" på KFUMs Soldaterhjem i Estland.

Ambassadebesøg

Sammen med NSE’et blev vi inviteret til den danske ambassade i Tallinn. Vi tog afsted i samlet flok omkring kl. 8. Da vi ankom, fik vi en varm velkomst udenfor og blev budt ind i ambassaden. Besøget startede med at lytte til ambassadøren, der havde forberedt en spændende præsentation om det estiske samfund og samarbejdet mellem danskere og estere. Efter vi blev vist rundt i ambassadør-lejligheden, gik vi over til det estiske parlament. Bygningen står flot i centrum af Tallinn, hvid og lyserød, med dansk segl på fronten af bygningen. Vi fik en flot rundtur i parlamentet af et af medlemmerne. Senere kom der en dansktalende guide og viste os rundt i den gamle bydel. Vi sluttede besøget af med at spise på en hyggelig restaurant i centrum sammen med soldaterne. 

 Alexzia og Malene foran parlamentet i Estlands hovedstad. 

 

Den første afskedsfest

Midt i marts begyndte folk så småt at tage hjem, da vi skulle tage afsked med lægen og sygeplejersken. Vi diskede op med flere slags kage, og så kom folk så småt for at sige farvel til dem. Der blev holdt taler af chefen såvel som dem, der tog afsked. Så blev der efterfølgende overrakt medaljer, og efter højtidelighederne blev der hygget med kaffe og kage. En god stemning fyldte rummet samtidig med at hyggen bredte sig. Men der var også en følelse af tristhed over at skulle sige farvel til nogle mennesker, man har hilst på hver dag. Der blev spillet kort, snakket, givet hånd og uddelt knus. 

VI skal så småt begynde at sige farvel til folk med en 3 måneders mission, hvilket er trist, når man går op og ned af hinanden hver eneste dag. Det er folk, man har det godt med og har lært godt at kende. 

 

Undervisning

En af de sidste dage i marts fik vi muligheden for at komme til Tallinn sammen med nogle soldater, der havde fået til opgave at undervise en estisk 8. klasse. Da vi kom derind skulle vi gå ind to og to til hver vores skoleklasse. De fik lært forskellige fraser på dansk, og så fortalte soldaterne lidt om deres mission, og hvorfor de er i Estland. Vi fortalte lidt om soldatermissionen, og hvorfor vi er her. Skoleklassen var meget engagerede i undervisningen og lyttede med stor interesse til hvad der blev sagt. Efter undervisningen blev der holdt et lille foredrag, og efter nogle timer tog vi tilbage til basen, trætte og med en god oplevelse på hånden.