10.04.2018 10:19 Alder: 100 days
Kategori: Haderslev
Af: Bjarke Friis

”På KFUMs Soldaterhjem er der varme”

Konstabel Joachim Herskind har brugt KFUMs Soldaterhjem i både Skive, Haderslev og Fredericia. Han synes godt om soldaterhjemmets koncept og kalder det ’vores sted’.

Joachim Herskind har gennemført værnepligten i Skive og Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse (HRU) i Haderslev. I dag er han tjenestegørende konstabel i Fredericia.

Joachim Herskind er én af de mange, som har brugt KFUMs Soldaterhjem både under værnepligten og videre uddannelse. I dag er han tjenestegørende ved EW-enheden, der er en del af Forsvarets Efterretningscenter. Joachim forklarer til soldatervennens udsendte reporter, hvordan konceptet om KFUMs Soldaterhjem opleves som bruger: ”Jeg har brugt KFUMs Soldaterhjem både som HBU’er i Skive, under HRU i Haderslev og nu som konstabel i Fredericia. Det er forskellige steder, men det er samme røde tråd og ånd”, mener Joachim, som jeg træffer en fredag eftermiddag efter hans fyraften.

Fungerer som et mødested
Den unge sjællænder fortsætter talestrømmen med at forklare de forskellige behov afhængig  af, hvor man er i det militære system. ”Under værnepligten boede vi på trøstesløse firemandsstuer under mere kummerlige forhold, så dér satte vi ekstra stor pris på Kuffen. I Skive ligger Kasernen samtidig langt fra byen, og vi følte os virkelig hjemme på soldaterhjemmet, der er den helt perfekte kontrast til kasernen. På KFUMs Soldaterhjem er der varme og åbenhed. Her kan man smide skoene og bestille en burger. Her kan man få tid til at se på sine noter fra dagen som forberedelse til næste dag. Under HRU’en i Haderslev boede vi på tomandsstuer, og kasernen er meget tættere på byen. Men på trods af konkurrencen valgte vi ofte at komme over til Anne Dorthe”, forklarer Joachim. Jeg kan konstatere, at Joachim er på fornavn med soldaterhjemslederen i Haderslev. ”Hun formåede virkelig at sælge hjemmet. Der var fællesskab, hygge og god mad. Typisk kunne man støde på nogen på soldaterhjemmet, og det fungerede som et mødested for os. Vi kunne altid bare komme, og Anne Dorthe arrangerede eventaftener. Vi har set mange krigsfilm, hvor der gik sport i at lægge mærke til detaljer, der ikke passer med virkeligheden. Vi kunne lave lektier på hjemmet og sludre med Anne Dorthe”, lyder det begejstret fra Joachim.

Værdigrundlag er ikke fremmed
Andagter er en fast tradition på KFUMs Soldaterhjem. Joachim oplevede særligt under værnepligten i Skive, at nogle af kammeraterne blev forlegne, og han har oplevet flest andagter med Anne Dorthe i Haderslev. ”Nogle af sangene har været kendte. Det kan også være, vi fik valgt ’I østen stiger solen op’, og Anne Dorthe holdt en kort andagt uden at trække det ud”, husker konstablen, der har en udsendelse som et af målene med soldatertiden. Værdigrundlaget på KFUMs Soldaterhjem er ikke fremmed for Joachim, da hans mor er sognepræst. Joachim karakteriserer moderen som en liberal præst, og værdigrundlaget er noget, Joachim selv har taget med hjemmefra.
”Jeg synes,  ’ugens ord’ på soldaterhjemmet fungerer godt. Der er en synergi mellem det soldaterhjemslederne siger i andagten og det, man oplever. Det er ikke sådan, at man får smækket Jesus i hovedet. Jeg har oplevet,   præster godt kan tale ned til én, men på KFUMs Soldaterhjem oplever jeg, folk er i øjenhøjde til andagter”, mener Joachim.

KFUMs Soldaterhjem som koncept
Gennem de senere år er soldaterhjemmenes madprofil blevet drøftet internt i KFUMs Soldatermission, og jeg kan ikke lade være med at spørge, hvordan Joachim har oplevet maden på de forskellige soldaterhjem, han har brugt. ”Alle steder har jeg oplevet, at man er god til at imødekomme efterspørgslen fra soldaterne. Maden passer godt til dem, der kommer og bruger hjemmet”, lyder betragtningen.  Joachim har også bemærket, at der i Fredericia er mange civile fra lokalområdet. ”Nogle soldater bruger soldaterhjemmet mindre, men jeg har aldrig hørt nogen sige, at det var noget lort. Hverken klager over maden eller dårlig service. Nogle er lidt emsige omkring priserne, men jeg synes, det er fair priser på soldaterhjemmet. Så er Playstation for eksempel gratis at bruge, og man kan samtidig komme her uden at købe noget”.
En sidste ting, som Joachim påpeger inden interviewet slutter, er de mange unge medarbejdere, der arbejder på KFUMs Soldaterhjem. ”Det er virkelig fedt. De er gode at snakke med, og det adskiller sig fra kommercielt personale. Man har virkelig været god til at vælge de rigtige”, lyder det afslutningsvis fra den begejstrede konstabel, før weekenden for alvor melder sin ankomst.