24.05.2018 15:20 Alder: 83 days
Kategori: Frederikshavn
Af: Michala Feveile og Bjarke Friis

Uforudsigelighed og genkendelighed går hånd i hånd

Poul Nielsen har været leder på KFUMs Orlogshjem i Frederikshavn siden hjemmets opstart for 8 år siden. Han er rutineret og kender det meste ud og ind, men alligevel kan en en dag som leder være udforudsigelig.

”En typisk dag for mig er en atypisk dag”, beskriver leder af det nordjyske orlogshjem, når han bliver spurgt ind, til hvordan en dag ser ud for en leder af et soldaterhjem.  Det eneste, der er sikkert, er uforudsigeligheden, og Poul Nielsen ved aldrig præcis, hvad dagen kommer til at byde på.  ”I dag kom der f.eks lige nogle folk forbi med kunstgødning, så jeg måtte lige i haven og ordne det. Det vidste jeg ikke for en time siden” siger Poul og fortæller videre, at sådan er de fleste dage. På trods af, at kalenderen tit byder på aftaler, dukker der mange ting op hen ad vejen. Det er alt fra praktiske gøremål på hjemmet, til de mere menneskelige aspekter af jobbet som leder.  ”Vi er jo et rigtigt hjem, så det indebærer både at holde hus, have og de hjemmelige rammer vedlige, så der er altid noget at lave”, fortæller lederen. 

Genkendelighed

På trods af at Poul Nielsens arbejde ofte er præget af uforuddsigelighed, står han på samme tid for en genkendelighed. Poul har været leder i alle de otte år hjemmet har eksisteret, så han kender proceduerne, og han har næsten hilst på alle, der har været igennem døren på hjemmet. Så alle de værnepligtige og sergentelever, der har brugt orlogshjemmet igennem tiderne, kender Poul. Genkendeligheden bliver der sat pris på, og for mange soldater er Poul blevet synonym med Orlogshjemmet. ”De fleste er spændte på, om jeg stadig er her, når de kigger ind igen”, griner Poul.  Der kommer en del af de tidligere gæster forbi orlogshjemmet, pga. de mange kurser, der bliver afholdt i Frederikshavn. Poul fortæller bl.a., at han for nylig modtog et opkald fra en gruppe forhenværende værnepligtige, der var på kursus på brandskolen i Hvims, Frederikshavn. De spurgte om det var muligt at fejre en fødselsdag på hjemmet, så det fik Poul sat i værk.

”Jeg glæder mig over, at Orlogshjemmet er det sted, de vælger at fejre fødselsdag, frem for et sted ude i byen. Det fortæller noget om, at de finder stedet her hjemligt, på trods af nogle års fravær.” siger Poul og glæder sig over den tryghed og genkendelighed, Orlogshjemmet kan repræsenterer for soldater nye som gamle.

”Her kan glæde fordobles” 

Poul Nielsen gør meget ud af at fortælle de nye værnepligtige og sergentelever,  at orlogshjemmet er et sted, hvor man kan komme, som man er. ”Man kan komme med glæde og få den fordoblet eller man kan komme og læsse af, hvis tingene er trælse.” uddyber den nordjyske leder. Poul har flere gange oplevet, at der blev taget imod det tilbud, og har ofte ageret sjælesørger for de unge mennesker. Her får han ofte muligheden for at åbne op for samtaler om evangeliets budskab, til trøst og styrke for unge soldater. ”At møde mennesker hvor de er med varme og næstekærlighed, og lede mod troen på Jesus er jo hovedopgaven i Soldatermissionen,” fortæller Poul. Det kristne værdiggrundlag kan give nogle faste rammer, som kan stå i kontrast til den mere udforudsigelige del af jobbet som leder.  Her nævner Poul Nielsen andagten som eksempel, og det er noget mange af soldaterne deltager i. Poul mener, at andagten kan give soldaterne mulighed for at lære lidt om kristendommen på en naturlig, stille og rolig måde, og slutter lattermildt af med at spørge: ”Kan man få et bedre job?”